Sigtil-Prisen 2019 vindes af Mads Rahbæk, produktionsleder hos Blu. 

 

Samtidig får Anne Brostrøm anerkendelse for at have udvist en særlig omsorg for en af vores kollegaer i knibe.

Juryens begrundelse – og Bodil Jørgensens tale.

Tænk engang: Vi står her sammen på 2. år og kan uddele en arbejdsmiljøpris, i film og tv-branchen, der aldrig har haft sådan noget før.

Og tænk engang – det har endda været vanskeligt for juryen at beslutte hvem der fortjente Sig til-prisen allermest i år.

Med Sig til-prisen vil vi honorere og hylde dem, der gør en ekstra indsats for åbenheden, sikkerheden og trygheden.

Når ledere og arbejdsgivere giver plads til at sige til, bliver alle medskabere af et sundt arbejdsmiljø.

Og der er brug for det i vores branche, for:

Nogle gange går det så stærkt, at vi glemmer at tjekke om alle på produktionen er okay, og om vi selv er det.

Og nogle gange går det så vildt for sig, at ingen opdager de snublesten, der fører til fald og stenskred. Så kan det ende med, at der er en, der ligger og raller under rullestenene.

Derfor er Sig til-prisen sat i verden.

For vi skal passe på hinanden.

Vi skal sammen forudse problemerne, og fjerne forhindringerne for et godt arbejdsmiljø – om det så er ral eller kampesten der ligger i vejen.

Forudsætningen for det er at tale sammen – at sige til.

Alle har ret til et sundt og sikkert arbejdsmiljø, uanset om det er under lamperne i filmstudiet, i de dunkle klipperum eller på regnvejrsreportage i waders og sydvest.

Blandt indstillingerne fandt juryen to personer, der er gået ud over det forventelige i deres roller som hhv. chef og tillidsmand.

De har rakt hånden ud, når en alvorligt syg havde allermest brug for støtte.

Det er Anne Brostrøm fra BLU og Lennart Steen fra TV2, og deres fine gestus kalder på roser i flere betydninger. Vi sender nemlig chokolade og en buket roser til deres arbejdsplads, og så selvfølgelig stor ros fra os på Sig til-prisen.

Jeres altruistiske handlinger går ikke ubemærket forbi.

Nu til shortlisten:

# Juryen var især imponeret over mediebureauet FRIDAY, med deres initiativer for det hele menneske, dets frihedsfølelse og så en udviklingspulje.

Det er et innovativt trivselsprojekt og en modig drift af et kommunikationsbureau.

En arbejdsplads i topklassen.

# Og The Compound, der gør en dyd ud af at høre alle. Selv de helt grønne får en plads i solen, hvor de hurtigt modnes og kan udvikle sig i deres fag.

Med Søren Bruuns fokus på lange ansættelser skaber han kontinuitet for de ansatte.

Det er en fin måde at bekæmpe stress og dårlig trivsel på.

# Der er også en enkeltperson blandt de nominerede. Det er produktionslederen Mads Rahbæk.

Han er så insisterende på et godt arbejdsmiljø, at medarbejderne på hans produktioner ligefrem opfordres til brok i stedet for tavshed.

Han laver risikovurdering i dagsprogrammerne, og bruger sin viden om sikkerhed og ordentlige arbejdsstillinger helt konkret på medarbejderne.

Alt sammen er noget vores branche har brug for.

# Juryen var også benovet over Sonntag Pictures, hvor Sara Stockmann sætter tid, nærvær og gode processer højest.

Hun tilbyder supervision til de ansatte, der har scener fra den barske virkelighed tæt inde på livet over længere tid. Det giver et sundere arbejdsmiljø, hvor det ellers kunne blive temmelig hårdt.

Sontag Pictures prøver at skabe unikke løsninger til hver produktion, altid med respekt for dokumentarfilmens langsomme tilblivelse.

Desuden har Sara Stockman banet vej for barselsordninger til gravide – noget der ikke fandtes da hun selv kom ind i branchen.

Det hele tyder på god ledelsesstil.

Vi skal nu udpege vinderen af årets Sig-til pris.

Jeg kan godt afsløre, at vinderen er en rigtig trendsætter udi arbejdsmiljø og sikkerhed:

Det er … Mads Rahbæk fra Blu.

Mads, du har blik og hjerte for trivsel.

Juryen kan se du har sat dig ind i det med sikkerheden, og derfor ved rigtig meget.

Den viden bruger du konkret i hverdagen, og nu kommer alle ledere på Blu på sikkerhedskursus.

Du bidrager med så meget reel indsigt i arbejdsmiljø og trivsel, at ingen vi har hørt om, kommer helt op på linje med dig.

Når du ligefrem inviterer medarbejderne til at sige til, for at du som leder kan optimere forholdene, så giver det selvfølgelig et sundere og sundere miljø på Blu.

Det kan da kun inspirere andre ledere.

Vi vil i hvert fald sige dig stor tak for at værne så grundigt om vores sikkerhed, og for utrætteligt at gøre en indsats for at forbedre vores arbejdsvilkår. TAK. Det mærkes langt ude på gulvene!

Din præmie er 16.500 kr. som du skal bruge til jeres arbejdsmiljø på Blu.  Desuden får du en lampe designet af P.M. Utzon.

Gi’ en stor hånd til Mads Rahbæk.

Tillykke til dig og din arbejdsplads!

 

Videre til værktøjslinje